GENERALFORSAMLING 2016
Referat

Dagsorden ifølge klubbens vedtægter:
1) Valg af dirigent
2) Formandens beretning
3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab
4) Fastsættelse at kontingent
5) Behandling af indkomne forslag
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer (i henhold til § 6)
7) Valg af suppleant og 2 revisorer
8) Eventuelt

1) Valg af dirigent
Ejner Jensen blev valgt til dirigent, og konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt i henhold til vedtægterne.

2) Formandens beretning
Formanden fremlagde sin beretning, med fokus på:
– medlemstallet er faldet til 83 medlemmer efter stigning i kontingent. Nogle passive medlemmer har valgt at melde sig ud.
– god deltagelse i årets forskellige cykelløb.
– vellykket sæsonafslutning med enkeltstart, og en festlig aften.
3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Regnskabet blev fremlagt og gennemgået af Christian Mumm. Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.

4) Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen indstillede at fastholde kontingentet på Kr. 300.
Forslaget blev vedtaget.

5) Behandling af indkomne forslag
Bestyrelsen indstillede til en ændring i vedtægterne iht. §5:
“En gang årligt – medio oktober – afholdes ordinær generalforsamling, og medlemmerne indkaldes enten pr. brev eller gennem de offentlige medier, med min. 14 dages varsel”.

ændres til:

“En gang årligt – i løbet af oktober måned – afholdes ordinær generalforsamling, og medlemmerne indkaldes via mail, med min. 14 dages varsel”.

Vedtægtsændringen blev vedtaget af en enig generalforsamling.

6) Valg af bestyrelsesmedlemmer (i henhold til § 6)
Der var ikke indkommet forslag om nye kandidater som bestyrelsesmedlemmer.
Og da bestyrelsen som helhed modtog genvalg, var dette punkt hurtigt overstået.

7) Valg af suppleant og 2 revisorer
Revisorerne Børge Bryld og Doris Kristensen blev begge genvalgt.

Suppleant Ove Sørensen ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen takker Ove for hans lange og gode indsats for bestyrelsen og klubben som helhed.
Som ny suppleant til bestyrelsen blev Allan Knudsen valgt ind.

8) Eventuelt
Under eventuelt blev følgende emner diskuteret:
– Næste sæsons cykeltour;
Der blev nedsat et udvalg bestående af Doris Kristensen, John Nielsen, Malthe Madsen, og Ejner Jensen.
Fyn blev nævnt som muligt mål for Tour´en, og Jens-Peter var klar med en kontakt fra Assens Cykelklub, som har givet tilsagn om at hjælpe med ruteforslag m.m., udfra hans gode kendskab til området.
Tidspunkt for Tour´en er ikke fastlagt endnu.

– Medlemslisten på hjemmesiden var også et emne. Flere medlemmer har i løbet af sæsonen udtalt et ønske om, at få fjernet adresse og telefon nummer fra listen, som forebyggelse mod tyveri af cykler. Der var en rigtig god diskussion på forsamlingen omkring diverse perspektiver på dette emne.
Forsamlingen besluttede at fjerne medlemslisten fra hjemmesiden, og i stedet tilsende alle medlemmer en medlemsliste pr. mail. På den måde er listen ikke offentlig tilgængelig, men medlemmer kan stadig komme i kontakt med hinanden, når der er behov for dette.
Dagen efter generalforsamlingen er medlemslisten blevet fjernet fra hjemmesiden af Webmaster.

– Anvendelse af fastmonterede “Tribøjler” på styret under træningsture blev diskuteret. Der var stemning for at bøjler uden gearskifte må være monteret under træningsture, men må ikke anvendes. Klubben har dog altid holdt sig til DCU´s bestemmelser, og der var tvivl om hvordan DCU forholder sig til dette punkt. Formanden undersøger sagen med DCU, og vil senere vende tilbage til bestyrelsen med disse oplysninger/holdninger.

– Tilstedeværelse af personlige oplysninger under cykelturer blev vendt på forsamlingen. Der er ofte konstateret, at medlemmer ikke har husket sygesikringsbevis, mobilnummer til kontaktperson, og mobiltelefon på vore træningsturer.
Det er i dag muligt, at købe et armbånd med de personlige oplysninger i, og kan man huske at gøre det til en del af cykeludstyret i lighed med GPS´en og cykelhjelmen, så er man da godt på vej. Armbåndet kan købes hos vores sponsor Schmidt Cykler/Fri Cykler.